Videointerview med June

June, børnehaveklasseleder på Allindelille Friskole.
Videointerview på ca. 10 minutter

Se videoen med June på Youtube – eller læs interviewet her:

“Jeg hedder June, og jeg er børnehaveklasseleder på Allindelille Friskole, og det som jeg synes har været virkelig godt ved forløbet, det er det her med, at eleverne har kunnet snakke om de her følelser, når vi har haft om dem. Det har været nemmere, når der er nogen, der har været vrede over noget, eller nogen, der er blevet kede af, at de savnet nogen, eller blevet bange for et eller andet, de har skullet – at vi har kunnet snakke om, at: Nå, ja, det er jo den her følelse, som hjælper dig til at komme videre, og efter at vi har haft hele forløbet, at det sådan: Okay, nå men, det er okay f.eks. at blive vred, det er okay at blive vred, og efter vrede kommer glæde. Så selvom man er rigtig vred, så… så bliver man glad igen, og det synes jeg har været… det har gjort, at det ligesom har været nemmere, at komme over sin vrede, og acceptere, at det er okay, at man lige er blevet vred.

Når de har stået i situationer og været vrede på hinanden – der har det mere været, sådan, efterfølgende, når vi har snakket om: Hvorfor blev du vred, og hvad var det, der skete? Så har de ligesom kunnet sige: “Jamen jeg blev vred fordi han gjorde sådan og sådan.” “Okay, så vreden kom da det var, at du ligesom skulle sige: Stop”, og sige: “Nu vil jeg ikke det her mer'”, og så sådan: “Nåhh ja – ja, det var det, som der faktisk skete.” Og så kan den, der har måske gået over grænsen også forstå, hvorfor det var at den anden blev vred, til at starte med: “Nå, okay, det var dét, du blev vred over, fordi du ikke ville ha’, at jeg gjorde sådan og sådan”, og så har det ligesom været nemmere at få hul på at snakke om, hvad det var der egentlig skete, så det var, at de blev uvenner og vrede – for tit bliver de jo begge to vrede.

Jeg havde én, som det var at der fortalte om, at han var klatret op i klatrestativet, og så var blevet rigtig bange, fordi der var langt ned. Og så kom han bagefter og sagde, at så kunne han mærke, at Angsten havde fortalt ham, at nu skulle han passe på og holde godt fast i klatrestativet. Det var jo dejligt at kunne se, at det havde ligesom givet ham ro til at komme ned igen. At det ligesom var okay, at han blev bange, så kunne han sagtens komme ned.

Altså jeg tror at historierne – alle de små bøger, faktisk for alle følelserne – har været med til at sætte rigtig mange tanker i gang omkring det her med, at de har kunnet mærke… eller, efter at bogen har været læst, så har de kunnet… at de ligesom har kunnet: Jamen det var også det, der skete der i bogen, og det er faktisk sådan jeg har det nu. Så det med, at der ligesom er kommet et eksempel på, at det er det her, det her kan der ske, så føler du det her, og så: Nåhr, okay, det er det, der gør, at jeg så kan komme tilbage og blive glad igen, det at jeg lige blev hjulpet på vej af mine følelser. At det er ikke bare dårligt at være ked af det, f.eks., eller dårligt at være… det er ikke kun dårligt at være vred, at det er okay, at det hjælper én. Og det tror jeg eksemplerne er rigtig gode på i bøgerne, fordi børnene forstår det på en rigtig fin måde. F.eks. hvis de er kommet og har sagt: Jeg savner min mor, og så jeg har sagt, det er også okay, og så: Det er fordi at jeg kan mærke at… Det er nok sorgen over at jeg ikke har hende hos mig, eller noget i den stil, fordi at vi har haft snakket om det. Så det har jo gjort det nemmere at snakke om det med at savne nogen, de har fået nemmere ved at kunne sætte ord på. Nogle gange kan det være meget diffust: Hvorfor blev du ked af det? Hvorfor er du så ked af det? Altså, du er i skole hver dag, hvorfor er du så ked af det i dag, da du blev afleveret? Og nogle gange, så er det bare fordi at det har været en mega god weekend, og man bare savner sin mor eller far.

Før i tiden, så kunne jeg få mega dårlig samvittighed over, hvis jeg havde sagt: Nu tier I simpelthen stille. Og nu er det lidt mere sådan, nu er det ligesom okay, fordi at så kan jeg sige til dem: Ej, prøv lige at hør, nu bliver jeg faktisk vred. Og så ved de godt, at så er man gået over nogens grænser. Så på den måde har det været en gevinst, fordi at de ligesom bedre forstår, hvad der sker inden i mig også, når jeg bliver vred, og det er jo også en følelse, de selv nogen gange har, ikk’, når der er nogen der gør noget, de ikke bryder sig om. Så på den måde, personligt, så synes jeg også det har hjulpet mig.

Når der er blevet lavet rollespil, der har det fungeret rigtig godt at de har været ude i de små grupper og har ligesom skullet være en rolle. Det synes jeg har været… det har været sjovt at se dem, sådan, skullet påtage sig den her rolle, og skullet ligesom mærke efter, hvordan er det egentlig jeg har det, når jeg skal været sådan her. Det synes jeg har været rigtig godt, og det har de snakket om, og det har de også syntes var sjovt. Og så synes jeg også det med krammedyrene, at have sit eget krammedyr med og vise frem og – altså, kunnet vise frem, at det her, det er min tryghed, som kan hjælpe mig, når der er noget, der er svært. Jeg tror det gør, at de finder tryghed i hinanden også, ved at vide, at hinanden er sårbare, og at det er okay. At man ikke behøves at være sej og stor og stærk hele tiden, men at det er okay at nogen gange at have brug for at finde tryghed, enten i sin bamse eller sine forældre, eller en voksen. Og når alle har deres bamser med, og når alle viser, hvad de har brug for, så er det lidt mere acceptabelt.

Det jeg bare har været allermest glad for, det er det her med, at børnene har fået ord på. Ord på deres følelser og ord på, at det er okay at være både ked af det, og vred, og bange og – ja – glad, og det er okay at vise alle sine følelser. Og at det er blevet nemmere at snakke om. Og at de også er blevet mere opmærksomme på hinanden, hvis der er nogen, der er kede af det over noget, så… de er blevet mere opmærksomme på hinanden, og tager hånd om: jamen okay, hvad kan vi gøre for at du bliver glad igen? Og det synes jeg, det er dejligt der er kommet den opmærksomhed omkring alle følelserne – men også at de siger: “Det er okay at du er ked af det! Det er okay at du savner din mor.

Altså i klassen, der synes jeg, at de har været meget nysgerrige på, at der kommer to nye voksne ind. Og for mig, som børnehaveklasseleder har det været enormt spændende at se klassen udefra og kunnet sidde og observere, hvad der sker ved de forskellige elever, når der bliver snakket om f.eks. vrede og sorg, og også det at være bange. Nogle børn har åbnet sig mere op, fordi det har været nogle fremmede, der er kommet ind, hvor at jeg så har kunnet tænke: Nå, okay, det må jeg nok lige være opmærksom på, det der, det havde jeg ikke set før, eller… eller, bare det med at kunne se, hvad sker der i klassen, når det ikke er mig, der er den der står og er i fokus. Men jeg har ligesom kunnet spotte ud, hvad der sådan er foregået nede bagved, også med dem, der ikke har sagt noget. Der kan også være nogle følelser, der har rørt sig dér. Det har være rigtig fedt at opleve klassen på den måde.”